Krav om refleksion og metodisk systematik i den pædagogiske praksis.
”Alle institutioner skal vælge en konkret metode, således at der – på mangfoldige måder – arbejdes systematisk og reflekteret. Institutionerne skal skabe rum for refleksion over det pædagogiske arbejde og kunne indgå i en dialog omkring deres pædagogiske praksis. I valg af metode skal der tages afsæt i den enkelte institutions børne- og ungegruppe og øvrige lokale forhold”
I Klubben TPHU arbejder vi med ovenstående pejlemærke på følgende måde:
Relationen er grundstenen i det pædagogiske arbejde i klubben. Relations pædagogikken bygger på den systemiske tankegang. I den systemiske tankegang er autopoiese eller selvrefererende et vigtigt begreb som går ud på at vi som mennesker altid forstår vores omgivelser via de indre billeder, vi selv danner af den verden, vi er en del af og de mennesker, vi omgås.
Det betyder derfor at vi som mennesker. pr. definition altid handler ud fra et synspunkt som giver mening for den enkelte og de handlinger der deraf følger. I relations pædagogikken fokuserer vi på det vi skaber sammen, sproget omkring relationen og vi lærer på denne måde at skabe mening i de ting vi konstruerer og udvikler i fællesskab. Vi arbejder med multivers, det betyder at der er mange virkelighedsopfattelser i spil og derfor bliver anerkendelse og medbestemmelse vigtige faktorer i det pædagogiske arbejde med børn og unge.
Vi er inspireret af denne forståelsesramme og denne tankegang understøtter hvordan vi møder børn og unge. Den giver os et afsæt til at skabe pædagogiske aktiviteter hvor relationen, anerkendelsen og medbestemmelsen går hånd i hånd.
Når vi arbejder med de enkelte børn og unge, specielt hvor der er udfordringer af forskellig karakter så bruger vi enkelte modeller. Det kan bl.a. være den generiske dagsorden som er en metode hvor man via en mere strømlinet medlemssagsbehandling kan fokusere på børn og unges ressourcer. Metoden er inspireret af Appreciative Inquiry som går på en ressource- og værditænkning.
Vi bruger desuden en model som er inspireret af tidlig opsporings begrebet som man kender fra de yngre årgange. Her bliver vi i stand til at identificere på hvilke stadier børn og unge er i deres respektive trivsel. Vi bruger farve indikatorer og arbejder systematisk, på ugentlige møder, mod at forbedre barnets/den unges situation. Dette gør os i stand til at hurtigt og effektivt at kunne iværksætte specielle pædagogiske tiltag mm.
Kontaktpædagogerne bruger med fordel også de forskellige modeller når de skal screene deres respektive klasser. Modellerne kan fungere som værktøj når børnene gennemgås. De kan give et overblik over hvilke børn vi ser kontinuerligt samt hvilke børn der kommer sporadisk. Igen understøtter denne form at vi kan blive i stand til at handle og reagere når det er påkrævet. Eventuelt arbejde mod at få børn ind i fællesskaber, at fokusere på fastholdelse mv.
Fælles for de forskellige modeller er at de åbner op for refleksion i den pædagogiske debat. De giver plads til mangfoldighed og ved at bruge dem systematisk udvikles der samtidig en kvalitet i måden hvorpå vi anvender dem over tid. Det er tilbagevendende værktøjer som understøtter og muliggør udvikling for alle implicerede.